Barndommens land er den fantastiske og folkekære fællessang af Benny Andersen. Den handler om længslen efter den tabte barndom.
Teksten er fra digtsamlingen ‘Oven visse vande’ 1981. Den er efterfølgende blevet indspillet med Povl Dissing i 1982.
Melodi: Benny Andersen 1981 – Tekst: Benny Andersen 1981
Teksten til Barndommens land
Barndommens land.
Tidens mælketand.
Verden er ny for dit øje.
Folk er to-tre meter høje
så de må bøje sig
ned til dig.
Fluen er blå.
Kilder på min tå.
Og et par myrer du kender
hygger sig på dine hænder.
Skrubtudsen tisser en tår
før den går.
Solen er varm.
Stikker på din arm
ligesom hvepse og bier.
De er så gale. De svier.
Regnormen føles så blød.
Den er sød.
Slog du dit ben
på en kampesten?
Kom – lad mig puste på skrammen.
Vi skal ha lappet dig sammen.
Du må vist hellere få
plaster på.
Verden er stor.
Kaldes ‘Moder Jord’.
Der findes børn der må flygte,
men du har intet at frygte.
Ingen skal mishandle dig -
håber jeg.
Græsset er højt
som et fuglefløjt.
Solen er ude af syne.
Putter sig under sin dyne.
Gaber måske – lissom du –
sover nu.
Barndommens land.
Nu er jeg en mand.
Tit har jeg lyst til at love
solskin og dejlige skove.
Men der er lang vej igen.
Sov, min ven.